Kom igang på LinkedIn
Sådan blev LinkedIn mit yndlingssted at være
Jeg har egentlig altid været sådan rimelig aktiv på LinkedIn. Men i 2023 begyndte jeg at poste lidt mere regelmæssigt. Det var ikke planlagt, ikke gennemtænkt og det var i virkeligheden også ret…kedeligt. Jeg skrev fagligt. Faktuelt. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så manglede det både sjæl og personlighed. Der var viden og erfaring, men ikke så meget Heidi.
I 2024 skete der noget. Jeg sagde til mig selv: “Nu går du all in.” Jeg gad ikke Instagram mere. Jeg var SÅ træt. Træt af følelsen af at råbe ud i et tomrum. Træt af at poste uden dialog. Træt af den konstante jagt på likes og algoritmisk held.
Så jeg valgte LinkedIn. Og jeg anede ikke, hvad jeg lavede.
Men jeg havde en intention: Jeg ville skrive. Jeg ville øve mig. Jeg ville finde min stemme. Og jeg ville gøre det hver dag.
Jeg købte et kursus hos Jamie Sea om messaging og gik all in på at forstå, hvem jeg var – og hvem jeg gerne ville hjælpe. Jeg købte også et storytelling-kursus fra Hello Storytale. Jeg begyndte at følge tekstforfattere og content creators, især dem der skrev aktivt på LinkedIn.
YouTube blev min bedste ven. Jeg så alt om hooks, storytelling, og hvordan man bygger et indlæg op. Jeg læste StoryBrand af Donald Miller og lyttede til Daniel Priestly, som taler meget om at blive en “voice of influence”.
Og så skrev jeg. Hver dag. 3-5 indlæg. Uden at vide hvad jeg lavede. Nogle floppede. De fleste gjorde. Men jeg blev ved. For jeg vidste, at øvelse er den eneste vej.
Undervejs opdagede jeg at der ikke findes ikke én formel, der virker for alle. De der klassiske “hooks” og perfekte strukturer fungerede ikke for mig. Det føltes ikke ærligt. Det føltes ikke som mig.
Så jeg begyndte at skrive mere råt. Mere ægte. Mere personligt. Jeg har altid haft et brand, der handler om at løfte andre, især kvinder. Og det begyndte også at skinne igennem i mine indlæg.
Jeg engagerede mig med andre. Jeg deltog i samtaler. Jeg delte min viden og mine erfaringer og min tvivl, mine fejl og mine sejre. Og langsomt begyndte LinkedIn at give noget igen.
Podcasts. Foredrag. Nye kunder. Netværk. Synlighed. Det ene tog det andet.
Og her står jeg nu. Stadig skrivende. Stadig lærende. Stadig elskende det her space, hvor jeg kan være mig selv og samtidig hjælpe andre.
Hvis du sidder og overvejer, om LinkedIn kunne være noget for dig, så er mit eneste råd: Gør det.
Sæt dig ikke fast i, hvordan det “burde” gøres. Lyt, lær, skriv, del. Vær nysgerrig. Vær modig. Vær dig.
Det er det, der virker.